Komodovaraner – de levende dinosaurer

                                  

Komodovaranen uddøde på samme tidspunkt som dinosauraerne (der er fundet 1,8 millioner år gamle fosiler af komodovaraner i Australien) – den ved det bare ikke. Så den lever i bedste velgående på øerne Rinca og Komodo. Og dem ville vi gerne se og opleve.
Vi landede i Labuan Bajo på øen Flores i vestindonesien og arrangerede her en tre-dages bådtur. Det var et hit. Båden var stor, og de tre mand der udgjorde besætninger viste sig at være meget venlige og gode til deres job. Skipperen vidste hvor de gode steder var for snorkling, kokken lavede god og varieret mad og matrosen sørgede for at der hele tiden var kroge på Jakobs fiskegrej (der røg ofte en krog).

                                    

Den første dag sejlede vi til øen Rinca. Vi var spændt på at se om vi overhovedet ville møde komodovaranen, der kan blive 3 m og faktisk kan spise alt. De kan fx nedlægge en bøffel; de bider dem og efter en uge er bøflen blevet syg af de bakteriebefængte bid. Vi var på en tur rundt på øen, der for det meste bestod af savanne. Her så vi fire varaner, som vi kom meget tæt på, fascinerende, men også lidt skræmmende; de kunne godt blive aggressive, især hvis de kunne lugte blod.

Efter Rinca sejlede vi ud til et snorkle-sted og det er tydeligt at børnene er helt fortrolige med at hoppe i vandet og gå på opdagelse i det blå. Især Jakob hopper frygtløs ud på det dybe vand (når han er sikker på at vi er i nærheden) selvom hans svømmeteknik ikke helt lever op til de gængse standarder. Senere på dagen sejlede vi et langt stykke over mod Komodo-øen. Vi sejlede mellem en masse uberørte øer, og det eneste der mødte os var en fiskebåd eller små kanoer der stille og roligt roede afsted. Vi ankrede for natten ud for en lille ø. Pludselig begyndte store flagermus, de såkaldte flying fox’es at lette fra øen og trække i en lige linje ud over vandet. Mærkeligt fænomen. Tusinder af flagermus fløj i flok mod et ukendt mål.

Næste dag sejlede vi hen til Komodo-øen og var også her på et træk men mere i skov og jungle. Her så vi nogle større varaner end på Rinca, fem stykker (varaner kan ikke svømme særligt langt, så de må have levet adskilt på de to øer – Rinca og Komodo – i millioner af år). Pludselig begyndte de tre af dem at bevæge sig i forskellige retninger og vores guide blev pludselig meget opmærksom (og Johanne meget nervøs). Vi trak os hurtigt tilbage, alle med adrenalinen kørende.     

Den sidste dag på båden sejlede vi ud til et par øer og snorklede og brugte ellers tiden på af fiske. Jakob og Mathias blev især gode venner med kokken om bord, Isaam, som var en sød fyr. Han kunne ikke meget engelsk (og vi kan ikke meget indonesisk), men de kunne sagtens hygge sig alligevel.

                                         

Da vi begyndte bådturen gyngende det ret kraftigt, men efter et stykke tid blev vandet meget mere roligt og vi havde en meget behaglige tur. Vi kunne sidde ved et bord på båden og bare nyde det meget smukke landskab af små grønne klippeøer uden ret mange træer og med små striber af strand. Og de to sidste dage var vi meget heldige med at have masser af sol, hvilket var ret heldigt midt i monsum-tiden. Vi forstår godt at Komodo-området ansøger om at blive et af de såkaldte new7wonders (de syv nye vidundere), samtidig med at området ikke er overrendt af turister, slet ikke på denne årstid. Komodovaraner er træk-plastret, men det er en ligeså stor oplevelse at være på båd-tur i det fantastiske smukke landskab med fine snorklemuligheder. 

Fra Flores tog vi flyvet tilbage til Bali for at bruge den sidste tid af turen på Gilli-øerne ved øen Lombok.