Inden vi tog til Gili, havde vi en overnatning i Padangbai på Bali. Og her overværede Mathias og jeg den legendariske balinesiske cockfight - hanekamp. Hanekampen foregik afsides bag byen inde i en skov og vi fik et hint fra en lokal fyr, som vi havde lært at kende. Det er ikke for børn og sarte sjæle – og heller ikke for turister (og der var heller ikke andre end os). To haner udstyres med en 5 cm kniv på det ene ben, placeres i en arena med en hujende flok mænd, der har væddet en hel del om, hvem der vinder, de to haner hidses op, placeres 5 m fra hinanden og efter 10 sekunder (måske 1 minut) har den ene vundet. Fascinerende og afskyvækkende på samme tid (må være det samme som at overvære en tyrefægtning). Det kan diskuteres i langt tid om det humane ved det. Men der er en lang tradition for hanekamp på Bali og man ser kurve med haner overalt og – ikke mindst – hører dem. Hanekamp er ulovligt på Bali, men som Mathias bemærkede da vi næste dag stod på kajen og ventede på båden: ”ham politimanden, der står der, var også med til hanekampen i går”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar