Borneo - Kota Kinabulu og Mount Kinabulu (13-19 januar)

Nu er vi kommet til Borneo efter knap 3 timers flyvning. Borneo er delt op i en malaysisk del og en indonesisk del. Vi er fløjet til Kota Kinabulu som ligger i den malaysiske del i den provins som hedder Sabah. Det er det vilde østen vi er kommet til. Her er stadig en stemning af pionerånd i byen. Og vi er tjekket ind på et backpacker-hostel i et lille-bitte-værelse midt i byen.

Et at mine (Jens') mål med turen er at at bestige Mount Kinabulu, det største bjerg i syd-øst-asien på ca 4100 m. Oprindelig havde vi tænkt at hele familien skulle derop, men vi endte med, at det kun var Mathias og mig, der skulle gøre forsøget. Og det var klogt. Vi købte hue, handsker, sko (til Mathias), vandrestok, pandelamper og varmt undertøj til turen (lidt underligt i 25 grader) og kørte næste dag med en bus de 2 timer op til headquaters. Det var skyet men pludselig fra bussen kunne vi se en bjergtop stige op over skyerne langt oppe. Mathias blev stille og vi tænkte begge på om vi kunne komme helt derop.

Opstigningen begyndte i 1800 m. Højde og den første dag skulle vi gå 6 km op til Laba Ratan, en slags basecamp, hvor vi skulle overnatte i 3300 m´s højde. Det var en hård tur med mange sten og hårde stigninger, men vi kom begge frem i god stil sidst på eftermiddagen, trætte og en smule påvirket af højden. Turen var fantastisk flot, og vi gik gennem en blanding af jungle og rhododendron-skov.

Kl 2 om natten stod vi så op, spiste morgenmad og beggyndte de sidste 2½ km opstigning i bælgragende mørke – heldvigvis havde vi pandelamper på. Vi havde en personlig guide med (det skal man). Efter en halv time fik Mathias det dårligt, kastede op tre gange og begyndte at sejle rundt som en fuld allike. Han havde fået luftsyge, og selv om han flere gange forsøgte at fortsætte, så blev han overtalt til at tage med guiden tilbage til basecamp i Laban rata. Turen mod toppen foregik både ved at man skulle klatre op af forholdsvis stejle granitvægge ved hjælp af reb og bare ved at gå – meget langsomt fordi man er så højt oppe - på den store granitblok som bjerget dybest set er. Fantastisk at gå der om natten, stjerneklart og med lysene fra de mange pandelamper ned af bjerget, som man kunne se når man vendte sig om. Det sidste stykke mod toppen skulle man også klatre og kl 5.30 nåede jeg toppen. Pokkers koldt, men fantastisk flot efterhånden som det blev lysere og solen stod op (desværre ikke en klar solopgang).



Tilføj billedtekst



Tilbage i basecamp havde Mathais sovet og fået det bedre og vi gik de 8½ km tilbage – fuldstændigt brugte. Vi havde også gået og klatret  17 km med knap 2300 højdekm i til tider ret krævende terræn.