Gili Air – horsecar, Oceans 5 og Chill Out

Gili Air er en af de tre Giliøer, som ligger ved Balis store naboø Lombok. Vi har nu boet her i 12 afslappende dage. Man kan nemlig ikke så meget andet end at læne sig tilbage og nyde at ting tager tid. Her er ingen motordrevne transportmidler (udover tøffende fiskebåde), man kan gå rundt eller leje en cykel eller også kan man tage en horsecar, en lille hestevogn, der ringlende snor sig af den lillebitte kystvej. Og man bliver ofte spurgt ”you need transport, transport?”

Vi bor på Hotel Gili Air som ligger lidt for sig selv i den ikke så hektiske nordlige ende af øen. Frokost og aftensmad spiser vi i små hyggelige bambuspavilioner med udsigt ud over det blå hav, favoritrestaurenten hedder Chill Out, hvor vi blev meget glade for en ret, der kaldes redang, en indonesisk carryret. Og vi har nydt at chille out, fordøje de mange indtryk og indstille os på hjemturen. Vi har også mødt to danske familier med børn, som vi spiste sammen med et par gange, hvilket var til stor fornøjelse for både børn og  voksne, der blev udvekslet rejseoplevelser. Det var tydeligt at især Jakob nød at møde nogle danske børn, som han kunne snakke og lege med.

På Gili øerne er der ok dykkesteder, og Mathias og jeg (og Jens) benyttede os af vores nyerhvervede dykkercertifikat og tog et enkelt dyk. Der var koraler og mange store smukke fisk – ikke som på Mabul eller Sipidan, men det var et udmærket dyk alligevel. På dykkerstedet, som hed Oceans 5 havde Johanne og Jakob mulighed for at komme ud at dykke. Med flaske og det hele. Johanne fik et instruktionsdyk, som indebar at hun skulle lære at dykke i dykkecentrets pool, øve nogle enkelte færdigheder for så endelig at komme ud på et dyk med en instruktør. Hun klarede det rigtig godt og fik et langt dyk på ned til 12 meter. Jakob fik et ’bobblemaker’-kursus. Han fik alt udstyret på og dykkede først i poolen. Senere kom han også ud i havet med en instruktør og kom 3-4 meter ned. Både Johanne og Jakob var henrykte, de så skildpadder, koraler og mange smukke fisk. Sejt gået.

Ellers har børnene brugt tiden til at bade, cykle, læse og få de sidste skoleting lavet færdig. Jens er gået i gang med at arbejde og jeg har læst og slappet af. Vi har førsøgt at indstille os på at turen er ved at være slut.

Hanekamp - Balinesisk cockfight

Inden vi tog til Gili, havde vi en overnatning i Padangbai på Bali. Og her overværede Mathias og jeg den legendariske balinesiske cockfight - hanekamp. Hanekampen foregik afsides bag byen inde i en skov og vi fik et hint fra en lokal fyr, som vi havde lært at kende. Det er ikke for børn og sarte sjæle – og heller ikke for turister (og der var heller ikke andre end os). To haner udstyres med en 5 cm kniv på det ene ben, placeres i en arena med en hujende flok mænd, der har væddet en hel del om, hvem der vinder, de to haner hidses op, placeres 5 m fra hinanden og efter 10 sekunder (måske 1 minut) har den ene vundet. Fascinerende og afskyvækkende på samme tid (må være det samme som at overvære en tyrefægtning). Det kan diskuteres i langt tid om det humane ved det. Men der er en lang tradition for hanekamp på Bali og man ser kurve med haner overalt og – ikke mindst – hører dem. Hanekamp er ulovligt på Bali, men som Mathias bemærkede da vi næste dag stod på kajen og ventede på båden: ”ham politimanden, der står der, var også med til hanekampen i går”.

Komodovaraner – de levende dinosaurer

                                  

Komodovaranen uddøde på samme tidspunkt som dinosauraerne (der er fundet 1,8 millioner år gamle fosiler af komodovaraner i Australien) – den ved det bare ikke. Så den lever i bedste velgående på øerne Rinca og Komodo. Og dem ville vi gerne se og opleve.
Vi landede i Labuan Bajo på øen Flores i vestindonesien og arrangerede her en tre-dages bådtur. Det var et hit. Båden var stor, og de tre mand der udgjorde besætninger viste sig at være meget venlige og gode til deres job. Skipperen vidste hvor de gode steder var for snorkling, kokken lavede god og varieret mad og matrosen sørgede for at der hele tiden var kroge på Jakobs fiskegrej (der røg ofte en krog).

                                    

Den første dag sejlede vi til øen Rinca. Vi var spændt på at se om vi overhovedet ville møde komodovaranen, der kan blive 3 m og faktisk kan spise alt. De kan fx nedlægge en bøffel; de bider dem og efter en uge er bøflen blevet syg af de bakteriebefængte bid. Vi var på en tur rundt på øen, der for det meste bestod af savanne. Her så vi fire varaner, som vi kom meget tæt på, fascinerende, men også lidt skræmmende; de kunne godt blive aggressive, især hvis de kunne lugte blod.

Efter Rinca sejlede vi ud til et snorkle-sted og det er tydeligt at børnene er helt fortrolige med at hoppe i vandet og gå på opdagelse i det blå. Især Jakob hopper frygtløs ud på det dybe vand (når han er sikker på at vi er i nærheden) selvom hans svømmeteknik ikke helt lever op til de gængse standarder. Senere på dagen sejlede vi et langt stykke over mod Komodo-øen. Vi sejlede mellem en masse uberørte øer, og det eneste der mødte os var en fiskebåd eller små kanoer der stille og roligt roede afsted. Vi ankrede for natten ud for en lille ø. Pludselig begyndte store flagermus, de såkaldte flying fox’es at lette fra øen og trække i en lige linje ud over vandet. Mærkeligt fænomen. Tusinder af flagermus fløj i flok mod et ukendt mål.

Næste dag sejlede vi hen til Komodo-øen og var også her på et træk men mere i skov og jungle. Her så vi nogle større varaner end på Rinca, fem stykker (varaner kan ikke svømme særligt langt, så de må have levet adskilt på de to øer – Rinca og Komodo – i millioner af år). Pludselig begyndte de tre af dem at bevæge sig i forskellige retninger og vores guide blev pludselig meget opmærksom (og Johanne meget nervøs). Vi trak os hurtigt tilbage, alle med adrenalinen kørende.     

Den sidste dag på båden sejlede vi ud til et par øer og snorklede og brugte ellers tiden på af fiske. Jakob og Mathias blev især gode venner med kokken om bord, Isaam, som var en sød fyr. Han kunne ikke meget engelsk (og vi kan ikke meget indonesisk), men de kunne sagtens hygge sig alligevel.

                                         

Da vi begyndte bådturen gyngende det ret kraftigt, men efter et stykke tid blev vandet meget mere roligt og vi havde en meget behaglige tur. Vi kunne sidde ved et bord på båden og bare nyde det meget smukke landskab af små grønne klippeøer uden ret mange træer og med små striber af strand. Og de to sidste dage var vi meget heldige med at have masser af sol, hvilket var ret heldigt midt i monsum-tiden. Vi forstår godt at Komodo-området ansøger om at blive et af de såkaldte new7wonders (de syv nye vidundere), samtidig med at området ikke er overrendt af turister, slet ikke på denne årstid. Komodovaraner er træk-plastret, men det er en ligeså stor oplevelse at være på båd-tur i det fantastiske smukke landskab med fine snorklemuligheder. 

Fra Flores tog vi flyvet tilbage til Bali for at bruge den sidste tid af turen på Gilli-øerne ved øen Lombok.

Bali – Ubud, Munduk og Tirta Gangga

Lige nu står vi i Balis lufthavn og venter på flyet til Labuan Bajo på øen Flores. Flores (som betyder ”blomser” på portugisisk) ligger 1 times flyvning øst for Bali. Herom senere.

Da vi landede på Bali tog vi direkte op til byen Ubud. Blot køreturen derop viste at vi var kommet til – ikke bare et andet land, Indonesien, men en helt anden kultur. Bali er primært hinduistisk og buddhistisk og der var et hav af små håndværkerbutikker, der lavede træskærerarbejder, stenfigurer, smykker, masker og malerier. Det hele meget pompøst med fine detaljer, filigranudskæringer og stærke farver. 

I Ubud tjekkede vi ind i Sanias House Bungalows midt i centrum. Det viste sig at være et meget fint sted med bungalows spredt ud i en have fyldt med skulpturer, et tempel og en lille swimming-pool. Her kom vi hurtigt til at føle os hjemme, fordi stedet var en blanding af homestay, tempel og fine bungalows.

Det første der mødte os, da vi kom sent om aftenen var en kvinde med et lille barn på armen, der tiggede penge. Det er første omgang vi har oplevet det på vores rejse. Ubud er kendt for dans, musik og kunsthåndværk og er umiddelbart en turistby. Men med tiden lærte vi at overhøre de konstante tilbud om taxa eller ting vi skulle købe og fandt nogle fine oaser rundt om i byen. Vi tog på et par gåture udenfor Ubud og prøvede bl.a. fiskemassage. En aften tog vi også ind og så en danseforestilling, Kecag-dans, som er en slags trancedans med 70 sangere og danser der konstant messer tjuk, tjuk. Det var meget særpræget og fascinende. Forestillingen sluttede af med en ilddans, hvor der blev bygget et bål midt på scenen, som en danser cirklede rundt om. Pludselig hoppede han ind i bålet og danserede rundt på gløderne! Det havde vi ikke set komme. Nogle af gløderne landede for fødderne af Johanne og blev samlet sammen igen og danseren dansede ind i dem igen – fire gange.

Efter fem dage i Ubud lejede vi en bil og kørte 4 dage nordpå. Først til Munduk, som ligger oppe i bjergene i nordvest-Bali. Byen lå nærmest på en bjergryg med flotte udsigter ud over vulkaner og rismarker. Næste dag kørte vi langs kysten mod vest og oplevede et fint vandfald på vejen. Vi stoppede i Tunglaben, hvor der lå et stort skibsvrag fra krigtens tid ud for kysten. Her snorklede vi ud og kiggede på vraget. Sigtbarheden var ikke i top, men vi kunne godt se vraget og alle de fisk, der cirklede omrkring det.

 Om eftermiddagen kom vi til Tirta Gangga i østbali, hvor vi skulle bo to nætter. Byen ligger i et dejligt område med udsigt til den største vulkan på Bali, flotte rismarker og i det fjerne kunne man skimte vandet. Vi boede her i en bungalow nærmest midt i rismark. Vi gik i seng med frøerne kvækken og rislen fra et lille vandfald og vågnede kl 5 af hanegal og gøende hunde. Dagen efter var vi på trek med en guide, Komong, som tog os op i rismarkerne, som var bygget op på terrasser, de traditionelle huse, hellige kilder, udvindinger af lavasten til skulpturer, templer og en sølvsmed. Vi overværende også en høst af ris:

Guiden Komang var rigtig god til at udpege alle de forskellige frugter og afgrøder, der voksede i området: kaffe, kakao, mango, ananas, papaya, slangeskindsfrugter og cashew-nødder.

   Vi mødte også en fattig 92-årig-kvinde, der boede i en primitiv hytte uden el. Hun ejede ingenting og levede af at passe de køer og den gris, som var staldet op ved siden af hendes hytte. Det var lidt af en kontrast til den oplevelse vi havde senere efter trekket, hvor vi så et ”water palace”, den lokale konges sommerbolig. Det var et fint sted med mange skulpurer og spingvand, meget velholdt og børnene havde mulighed for en svømmetur i de store bassiner.

At køre i Bali er et kapitel for sig. Vejene er små, hullede og fyldt med motorcykler, scootere og langsomme lastbiler. Kører man 50 km/t går det stærkt! Og skal man overhale, dytter man først og håber at de andre billister har set en. Og skiltning er der ikke meget af, så vi spurgte ofte om vej og med fagter, engelske brokker og hjælpsomme mennesker lykkedes det at finde vej. Men det er en fin måde at komme rundt på.

Nu siger vi bye bye Bali og tager 5 dage til Flores, hvor vi håber at kunne opleve komodo-varaner.

Terema Kasih Malaysia!!

Efter 2 måneders rejse i Malaysia har vi nu sagt farvel til det spændende land. Noget af det der står stærkest, når det gælder befolkningen, er oplevelsen af at muslimer, hinduer og kristne lever sammen og respekterer hinanden, det er noget meget unikt. I Georgetown besøgte vi fx et hindutempel der lå ved siden af en moske, et par huse derfra lå så en katosk kirke. Der er fred og dyb respekt overfor hinanden. Vi mødte ofte et par, hvor den ene gik med tørklæde og den anden var hindu med en prik i panden. Folk var venlige, vi har mange gode minder om hjælpsomme og imødekommende malayere, der ikke tænker umiddelbar på profit, når de hjælper.

Naturen er storslående, grøn og frodig og med en masse spændende planter og dyr. Den første store naturoplevelse var at gå igennem junglen på Tioman, for så at ende på den smukkeste bountystrand vi har set i Malaysia. Naturen er også udfordrende, både i højden på Kinabulubjerget og i dybet som dykker ved Sepidan. Naturen er også fascinerende og gav har givet stærke oplevelser, som at stå ansigt til ansigt med en elefant, en abe, en slange, en haj, en havskildpadde eller en kæmpe stor bille.

Det var også i Malaysia vi oplevede juleaften med stor party på Pankor og nytåresaften på Langkawi med papirslamper og højt musik, to aftener vi nok sent vil glemme. Vi kunne blive ved, men

Malaysia, vi siger Salamat jalang (farvel) og terema kasih (tak) for denne gang.

Sipidan – havskildpadder, hajer og hurtige barracudaer

Semporna er hovedbyen helt ned i sydborneo og adgangen til det store dykkerområde som hedder Sipidan. Jacques Costeau (som vi, der så tv i 70´erne jo er helt med på hvem er) siger om Sipidan at det er et ”kunstværk som man ikke ser mere” og det siges også at områder er i top 5, hvad angår dykning i snorkling og dykning.

 Da vi kom til Semporna tog vi straks ud til øen Mabul, som ligger en times speed+bådssejlads ude. Her skulle vi være en uge og tjekkede vi ind på et resort, Uncle Chang, som viste sig at være et meget dejligt sted, bygget op på pæle og derfor nærmest ude i vandet. Her handler det om dykning og snorkling. Jens havde taget padi-dykker-beviset for 10 år siden, og fik derfor et refresh-kursus og et free-dive den første dag. Og så en kæmpe havskildpadde, 1½ m stor, ligge på havbunden. Wow. Her er en video af skildpadden.

Dagen efter var Jens på en tur ud til øen Sipidan, som skulle være kronjuvellen blandt dykkerstederne. Der er også kun tilladt at komme 120 personer til øen om dagen, så det er sådan set ret eksklusivt (og forholdsvist dyrt). Her fik vi 3 dyk og i det sidste dyk så vi hajer. Helt fantastisk. Her er en video fra dykket.

Mathias og jeg var på et tre dages PADI kursus og kan nu kalde os Open Water Divers. Kurset var en blanding af en del teori der skulle gennemgåes og seks dyk, hvor vi skulle vise vores instruktør, Mohammed, at vi kunne forskellige færdigheder, såsom at tage masken af i 10 metes dybde – og tage den på igen. Det var en stor oplevelse at gennemføre kurset, det var krævende og meget udfordrende, vi havde en meget dygtig instruktør, og vi bestod begge. Den første dag som dykkere tog vi så også til Sipidan. Vi så et meget smukt koralrev, masser af hajer og svømmede meget tæt på en kæmpe skildpadde. Det var en stor oplevelse o g hele slidet værd.

Samtidig med at Dorte og Mathias gik i dykkerskole tog Johanne, Mathias og Jens på snorkle-ture omkring Mabul. Hele øen er omkranset af et koralrev og der er masser at kigge på. På den sidste tur så vi barracudaer, lion-fish, cow-fish, sea-snake, scorpion-fish, sting-rays (rokke, en lidt mindre udgave at den der dræbte Steve Irvin)  og en helt masse grupier og andre fisk som vi ikke kender navnet på. Og alle de mange forskellige koraller, som vi ikke kender navnet på.  

Vi gik også ture på øen, som er befolket af hav-sigøjerne , som boede i primitive hytter og levede af fiskeri. Og der var et hav af børn, som alle hilste venligt; ”hello, what´s your name?”

Uncle Chang var et skønt sted. Vi kom til at kende folkene, der arbejdede der, rigtig godt. Det var både unge malayiske, spanske og iranske dykkerinstruktører: Jackson, Coco, Moh, Young, Henry – og alle de andre rejsende fra hele verden. Der var en skøn stemning, meget afslappet med en stor overbygget terrase ud over vandet, hvor man kunne være heldig at se en havskildpadde flyde forbi. Det var med en herlig følelse og samtidigt lidt vemodigt at tage båden tilbage til Semporna og gøre os klar til den sidste del af rejsen – Bali.