Sipidan – havskildpadder, hajer og hurtige barracudaer

Semporna er hovedbyen helt ned i sydborneo og adgangen til det store dykkerområde som hedder Sipidan. Jacques Costeau (som vi, der så tv i 70´erne jo er helt med på hvem er) siger om Sipidan at det er et ”kunstværk som man ikke ser mere” og det siges også at områder er i top 5, hvad angår dykning i snorkling og dykning.

 Da vi kom til Semporna tog vi straks ud til øen Mabul, som ligger en times speed+bådssejlads ude. Her skulle vi være en uge og tjekkede vi ind på et resort, Uncle Chang, som viste sig at være et meget dejligt sted, bygget op på pæle og derfor nærmest ude i vandet. Her handler det om dykning og snorkling. Jens havde taget padi-dykker-beviset for 10 år siden, og fik derfor et refresh-kursus og et free-dive den første dag. Og så en kæmpe havskildpadde, 1½ m stor, ligge på havbunden. Wow. Her er en video af skildpadden.

Dagen efter var Jens på en tur ud til øen Sipidan, som skulle være kronjuvellen blandt dykkerstederne. Der er også kun tilladt at komme 120 personer til øen om dagen, så det er sådan set ret eksklusivt (og forholdsvist dyrt). Her fik vi 3 dyk og i det sidste dyk så vi hajer. Helt fantastisk. Her er en video fra dykket.

Mathias og jeg var på et tre dages PADI kursus og kan nu kalde os Open Water Divers. Kurset var en blanding af en del teori der skulle gennemgåes og seks dyk, hvor vi skulle vise vores instruktør, Mohammed, at vi kunne forskellige færdigheder, såsom at tage masken af i 10 metes dybde – og tage den på igen. Det var en stor oplevelse at gennemføre kurset, det var krævende og meget udfordrende, vi havde en meget dygtig instruktør, og vi bestod begge. Den første dag som dykkere tog vi så også til Sipidan. Vi så et meget smukt koralrev, masser af hajer og svømmede meget tæt på en kæmpe skildpadde. Det var en stor oplevelse o g hele slidet værd.

Samtidig med at Dorte og Mathias gik i dykkerskole tog Johanne, Mathias og Jens på snorkle-ture omkring Mabul. Hele øen er omkranset af et koralrev og der er masser at kigge på. På den sidste tur så vi barracudaer, lion-fish, cow-fish, sea-snake, scorpion-fish, sting-rays (rokke, en lidt mindre udgave at den der dræbte Steve Irvin)  og en helt masse grupier og andre fisk som vi ikke kender navnet på. Og alle de mange forskellige koraller, som vi ikke kender navnet på.  

Vi gik også ture på øen, som er befolket af hav-sigøjerne , som boede i primitive hytter og levede af fiskeri. Og der var et hav af børn, som alle hilste venligt; ”hello, what´s your name?”

Uncle Chang var et skønt sted. Vi kom til at kende folkene, der arbejdede der, rigtig godt. Det var både unge malayiske, spanske og iranske dykkerinstruktører: Jackson, Coco, Moh, Young, Henry – og alle de andre rejsende fra hele verden. Der var en skøn stemning, meget afslappet med en stor overbygget terrase ud over vandet, hvor man kunne være heldig at se en havskildpadde flyde forbi. Det var med en herlig følelse og samtidigt lidt vemodigt at tage båden tilbage til Semporna og gøre os klar til den sidste del af rejsen – Bali.

Kinnabatangfloden – orangutanger, elefanter, krokodiller og næseaber

Kinnabatangfloden ligger lidt syd for Sandakin i vestborneo og snor sig kaffebrun gennem regnskoven. Her er krokodiller, små borneo-elefanter, leoparder, næseaber (som kun findes i Borneo) og forskellige andre abearter. Her boede vi hos Osmann-familien i et traditionelt pælehus. Homestay som det hedder, hvor vi boede i samme hus som familien Osmann, Osmann selv, hans kone Janti og 6 børn. Det var en stor, stor oplevelse, hvor vi kom meget tæt på en malaysisk hverdag; vi lærte at spise med fingrene, vi var med til bryllup, vi badede i floden og vi kom helt tæt på dyrelivet og så orangutanger, elefanter, krokodiller og næseaber.

 I Malaysia spiser man med fingrene, hvilket var noget af en overvindelse, det var sådan set også en kompetence der stoppede før vi blev 2. Og så sidder man på gulvet og spiser med korslagte ben. Det hele krævede noget tilvænning, men maden var god og især Mathias og Jakob var gode til at spise alt, hvad der blev serveret: ris, kylling, små hele fisk, store fisk, grøntsager (som Janti fandt i regnskoven).

Den første aften vi kom blev vi inviteret med til nabohuset, hvor sønnen skulle giftes. Vi kom selvfølgelig dertil via floden, der er ikke andre transportmuligheder, og det var også en stor oplevelse.Det var både en malaysisk og muslimsk bryllup. Alle mændene sad udenfor og drak te og spiste snacks og kvinderne sad indenfor, hvor brudgommen også sad og tronede. Alle var utroligt imødekommende, og det virkede helt naturligt at der sad en dansk familie i deres midte.  Vi spurgte Osmann om det var ok, at han sådan tog turister med til et bryllup, og det var det sagde: ”Så længe vi kan respektere hinanden kan vi altid være i stue sammen”.

På et tidspunkt gik mændene også indenfor og vi sad i hver del af den store stue. Jakob, Mathias og Jens sad blandt mændene og pludselig fandt vi os selv i en muslimsk bøn, vildt fascinerende og meget fremmedaret. Herefter blev endnu et måltid serveret, og selvom vi havde fået aftensmad og snacks, så takkede vi selvfølgelig ja til en ny omgang ris med kød og grøntsager.  

Vi blev hurtig en del af deres hverdag, der var 5 piger og en dreng, Otto i huset. Hele familen var utrolig venlige og åbne; de var ikke vant til rejsende med børn, så det blev en god oplevelse for alle. Mathias og Jakob spillede forbold med Otto og nabodrengene, mens Johanne hyggede med de 5 søde piger, der var i huset. Osmann selv havde været guide for de store kompagnier, men havde de sidste 5 år været selvstændigt – godt klaret, må man sige, da det også viste sig at han hverken kunne læse eller skrive. Men han var god til engelsk og kendte floden, de gode steder ud og ind og knoklede for at vi alle skulle føle os godt tilpas. ”Simple ist best” som han sagde.

Osman tog os med på bådture på floden.  Vi så næseaber, krokodiller, orangutanger, varaner og en masse makac aber.  Vi kom også forbi et pomelotræ, Osman gik i land og høstede lækre friske pomeloer til os. Og vi var også på et kort jungletrek ind i skoven, hvor vi på forunderlig vis undgik iglerne, som på forunderlig vis finder vej ind på kroppen. Måske fordi vi alle havde gummerøjsere og langærmede trøjer på.

På den trejde tur gik vi land, og Osman fortalte os at der var elefanter. Før vi nærmerede os sagde han at hvis han sagde løb, så betød det at vi skulle vende om og løbe hurtigt tilbage til båden. Vi nærmede os den lille elefantfamilie, en han, en hun og en lille unge. Netop som vi var ca. 10 meter fra dem, blev de opmærksomme på os og den ene gik truende mod os. Osman sagde løb, og vi vendte hurtigt om og vendte tilbage til båden.

På den fjerde tur gik vi igen i land, denne gang var der KUN en enkelt elefant, til gengæld var den noget mere aggresiv, den fulgte efter os og selv Osman måtte jage den på flugt med en kæp. Senere på denne tur så vi en elefantflok spise og drikke ved floden, det var langt mere roligt og især børnene synes at det var mere afslappende.

I floden lever der krokodiller, vi så en lille en og en stor. De kommer især frem om eftermiddagen, hvor bl.a. aberne tager ned til floden for at drikke. Midt på dagen så vi ikke nogen, så her badede Mathias, Jakob og Jens i floden; vi balancerede på nogle store træstammer, sprang i floden og lod strømmen føre os nogle meter inden vi kravlede på land igen. Må indrømme at vi også kiggede skarpt efter om der skulle være nogle krokodiller.  

Sipilok 22.-23. januar

Turen fra KK til Sipilok var meget flot, vi kørte forbi det høje bjerg og vi fik indtyk af hvor stort det egentligt er. Vi kom til Sipilok, hvor der er et rehabilitetscenter for orangutanger. Et fint sted, hvor vi så de store flotte orangutanger blive fodret. Det blev desværre kun til en nat, vi kunne godt have været der endnu en nat. Vi fik også lejlighed til at besøge en regnsskovspark, der mest mindede om en botaniske have, hvor regnskoven blev præsenteret. Der var både hængebro, fugle, orkidepark, egern, ingefærlund.... og meget andet. Sipilok blev for os starten på regnskoven, Osman kom og hentede os og bragte os meget længere ind i regnskoven, hvor det skulle vise sig at blive mere vildt.

Borneo - Kota Kinabulu og Mount Kinabulu (13-19 januar)

Nu er vi kommet til Borneo efter knap 3 timers flyvning. Borneo er delt op i en malaysisk del og en indonesisk del. Vi er fløjet til Kota Kinabulu som ligger i den malaysiske del i den provins som hedder Sabah. Det er det vilde østen vi er kommet til. Her er stadig en stemning af pionerånd i byen. Og vi er tjekket ind på et backpacker-hostel i et lille-bitte-værelse midt i byen.

Et at mine (Jens') mål med turen er at at bestige Mount Kinabulu, det største bjerg i syd-øst-asien på ca 4100 m. Oprindelig havde vi tænkt at hele familien skulle derop, men vi endte med, at det kun var Mathias og mig, der skulle gøre forsøget. Og det var klogt. Vi købte hue, handsker, sko (til Mathias), vandrestok, pandelamper og varmt undertøj til turen (lidt underligt i 25 grader) og kørte næste dag med en bus de 2 timer op til headquaters. Det var skyet men pludselig fra bussen kunne vi se en bjergtop stige op over skyerne langt oppe. Mathias blev stille og vi tænkte begge på om vi kunne komme helt derop.

Opstigningen begyndte i 1800 m. Højde og den første dag skulle vi gå 6 km op til Laba Ratan, en slags basecamp, hvor vi skulle overnatte i 3300 m´s højde. Det var en hård tur med mange sten og hårde stigninger, men vi kom begge frem i god stil sidst på eftermiddagen, trætte og en smule påvirket af højden. Turen var fantastisk flot, og vi gik gennem en blanding af jungle og rhododendron-skov.

Kl 2 om natten stod vi så op, spiste morgenmad og beggyndte de sidste 2½ km opstigning i bælgragende mørke – heldvigvis havde vi pandelamper på. Vi havde en personlig guide med (det skal man). Efter en halv time fik Mathias det dårligt, kastede op tre gange og begyndte at sejle rundt som en fuld allike. Han havde fået luftsyge, og selv om han flere gange forsøgte at fortsætte, så blev han overtalt til at tage med guiden tilbage til basecamp i Laban rata. Turen mod toppen foregik både ved at man skulle klatre op af forholdsvis stejle granitvægge ved hjælp af reb og bare ved at gå – meget langsomt fordi man er så højt oppe - på den store granitblok som bjerget dybest set er. Fantastisk at gå der om natten, stjerneklart og med lysene fra de mange pandelamper ned af bjerget, som man kunne se når man vendte sig om. Det sidste stykke mod toppen skulle man også klatre og kl 5.30 nåede jeg toppen. Pokkers koldt, men fantastisk flot efterhånden som det blev lysere og solen stod op (desværre ikke en klar solopgang).



Tilføj billedtekst



Tilbage i basecamp havde Mathais sovet og fået det bedre og vi gik de 8½ km tilbage – fuldstændigt brugte. Vi havde også gået og klatret  17 km med knap 2300 højdekm i til tider ret krævende terræn.   

Georgetown, Penang - templer, templer, templer (12-13 januar)

Penang er en ø syd for Langkawi. Hovedbyen er Georgetown og det første sted, hvor englænderne slog sig ned, da de koloniserede Malaysia. I dag er byen kendt for at alle forskellige kulturer lever side om side: kinesere, indere, malayere og vestlige. Og det er en stor oplevelse at opleve de mange forskellige kultuerer leve i fred og harmoni side om side. Vi havde et par spændende dage inde i den gamle bydel, hvor vi både så det gamle engelske fort med de gamle kanoner, de gamle engelske huse, museet og ikke mindst en lang række af kinesiske templer. En del af turen foregik i rickshaw med et par herlige gamle gubber, som cyklede os rundt og på fantastisk vis fandt smuthullerne i byen og trafikken. Nå ja, så var vi også i et kæmpe indkøbscenter, hvor Mathias skulle tjekke en i-pod ud.